Konstitueret landsdommer i Vestre Landsret

 

Tre stillinger som konstitueret landsdommer i Vestre Landsret er ledige til besættelse.


  • En stilling er ledig til besættelse den 1. december 2021
  • To stillinger er ledige til besættelse den 1. januar 2022

Stillingen til besættelse den 1. december 2021 kan også søges af udnævnte dommere.


Efter retsplejeloven kræver udnævnelse som landsdommer eller dommer i en byret eller Sø- og Handelsretten i reglen, at den pågældendes egnethed har været bedømt i landsretten. Denne bedømmelse sker under en konstitutionsperiode, der typisk varer 9 -10 måneder. For nærmere oplysninger om konstitution i landsretterne henvises til www.domstol.dk under "Job".


Ansættelse forudsætter, at du har bestået den juridiske kandidateksamen. 


Løn og ansættelsesvilkår


Ansættelse i stillingerne er midlertidige og sker på overenskomstvilkår, medmindre ansøgeren i forvejen er tjenestemand.


Stillingerne er placeret i lønramme 38. Til stillingerne er endvidere knyttet et tillæg. Den samlede løn udgør for tiden 71.662,36 kr. pr. måned (1. april 2021-niveau). For udnævnte dommere udgør den samlede løn dog 73.217,80 kr. pr. måned (1. april 2021-niveau).


Til overenskomstansatte ydes et pensionsbidrag på 17,1 pct. af lønrammelønnen, hvoraf en tredjedel regnes som egetbidrag. Til udnævnte dommere ydes et supplerende pensionsbidrag på 17,1 pct. af tillægget, hvoraf en tredjedel regnes som egetbidrag.


Der kan udbetales udstationeringsgodtgørelse, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Eventuel godtgørelse vil blive beskattet efter de gældende regler.


En ansøger, der i forvejen er ansat som dommerfuldmægtig eller retsassessor, skal selv afklare, om der er mulighed for at aftale tilbagegangsret. Læs mere i Domstolenes Personaleadministrative Vejledning (DS-PAV) kapitel 18 på Intra. 


Ansøgning


Stillingerne søges elektronisk på www.domstol.dk under ”Job”.


Du skal vedhæfte curriculum vitae, indscannet eksamensbevis samt eventuelle udtalelser. Desuden bedes du vedhæfte et vellignende digitalt foto. Ansøgninger skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 5. august 2021.


Eventuelle spørgsmål kan rettes til Dommerudnævnelsesrådets sekretær, Barbette Hjelmborg, på tlf. 99 68 42 49 eller til Asger Weber, Domstolsstyrelsens HR-center, på tlf. 99 68 42 22.


Dommerudnævnelsesrådet forventes at træffe beslutning om, hvilke ansøgere der indstilles til stillingerne på rådets møde den 26. august 2021. Indstillingerne vil blive offentliggjort ved en pressemeddelelse den 27. august 2021 kl. 14.00. De indstillede ansøgere orienteres telefonisk mellem kl. 13 og kl. 13.30.


Dommerudnævnelsesrådet afgiver indstilling til justitsministeren om besættelse af dommerstillinger. Yderligere oplysninger om rådet findes på www.dommerudnaevnelsesraadet.dk. Du kan desuden læse mere om behandlingen af dine personoplysninger her.


Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingerne uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold mv.

Om firmaet

Danmarks Domstole er den tredje statsmagt og dermed uafhængig af politiske interesser. Vi værner om vores demokrati, retssamfund og den enkeltes retssikkerhed. Domstolene pålægger straf og afgør tvister mellem personer, virksomheder og myndigheder. Det er også domstolene, der afgør fogedsager og skiftesager samt står for tinglysning af rettigheder. Danmarks Domstole består af Højesteret, to landsretter, Sø-og Handelsretten, Tinglysningsretten og 24 byretter. Hertil kommer retsvæsenet på Færøerne og i Grønland, Procesbevillingsnævnet og Domstolsstyrelsen. Vi beskæftiger i alt ca. 2.400 medarbejdere. Vores værdier er ansvarlighed, respektfuld behandling, troværdighed samt åbenhed og lydhørhed.

Find andre annoncer? Fandt du ikke det rigtige job? Søg igen.