Dommer ved Retten i Grønland

 

Har du lyst til nye faglige udfordringer og trækker udlængslen i dig? Retten i Grønland tilbyder en nyoprettet dommerstilling, hvor du får spændende opgaver, som du ikke ville få ved en dansk byret.


Retten i Grønland ligger i Nuuk og er en del af Grønlands retsvæsen, som desuden består af Grønlands Landsret og 4 kredsretter. Vi er ca. 80 medarbejdere ved Retten i Grønland og kredsretterne.


Som dommer vil en stor del af din opgavevaretagelse være retssagsbehandling ved Retten i Grønland. Men du vil også komme til at fungere som kredsdommer ved én eller flere af kredsretterne. Rejserne giver et rigtig godt indblik i kredsretternes arbejde, ligesom du får en god mulighed for at lære Grønland bedre at kende. En af dine vigtigste opgaver vil desuden være at fungere som vejleder for kredsdommerne samt rettens dommerfuldmægtige under uddannelse.


Vi ved, at det kan være en stor beslutning at søge en stilling langt fra de kendte rammer. Men du kan selvfølgelig tage en eventuel familie med, og vi vil gøre vores til, at I får de bedste forudsætninger for at falde til så hurtigt som muligt.  


”Grønland er anderledes, men samtidig genkendeligt. Vi tager godt imod dig, og vi er flere tilflyttere i teamet, så vi har ikke glemt, hvordan det er at være ny i Grønland,”


fortæller administrerende dommer Stig Nørskov-Jensen.


Din nye arbejdsdag


Som dommer ved Retten i Grønland samarbejder du tæt med vores øvrige jurister om at behandle især civile sager mellem borgere, virksomheder og myndigheder i Grønland. Retten i Grønland fungerer endvidere som skifteret for alle typer insolvensskiftesager, herunder konkurssager, som du også kommer i berøring med. Endelig er retten første instans for særligt komplicerede eller principielle sager henvist fra kredsretterne. 


Dine opgaver bliver at:


  • behandle retssager – det forventes at fylde ca. 60% af din tid
  • vejlede dommerfuldmægtige under grunduddannelse og kredsdommerne ved de grønlandske kredsretter
  • undervise kandidater på kredsdommeruddannelsen sammen med de øvrige jurister ved Retten i Grønland og jurister fra retterne i Danmark
  • fungere som kredsdommer ved kredsretterne i Grønland – hvilket vil indebære rejseaktivitet til kredsretterne uden for Nuuk
  • bidrage til fortsat kvalitetssikring af sagsbehandlingen ved kredsretterne herunder arbejde med de vedtagne værdier og strategier for domstolene.

Da stillingen er nyoprettet, vil du få mulighed for at sætte dit præg på stillingen. 


En professionel hverdag med gode kolleger


Retten i Grønland består af to afdelinger, som beskæftiger i alt 20 kolleger, herunder den administrerende dommer, en souschef, en administrationschef, to dommerfuldmægtige, to kredsdommerkandidater og vores kontorpersonale.


Retten har derudover i perioder tilknyttet erfarne domstolsjurister fra Danmark i 2-3-måneders perioder.


Vi har en moderne arbejdsplads, hvor vi varetager en vigtig samfundsopgave på professionel vis. Men vi glemmer ikke, at det er vigtigt, at vi har det godt, mens vi er på arbejde. Vi vægter arbejdsglæde højt og synes selv, at vi har en hyggelig arbejdsplads med en uformel tone.


Læs mere om kredsretterne og Retten i Grønland her eller på www.domstol.gl  


Dommer med gode samarbejdsevner


For at blive udnævnt som dommer skal du opfylde betingelserne i den grønlandske retsplejelovs § 13, jf. §§ 42-43 d i den danske retsplejelov.


Heraf følger det blandt andet, at en udnævnelse kræver, at man har bestået den juridiske kandidateksamen, ligesom det i reglen kræver, at ens egnethed som dommer har været bedømt i landsretten. Denne bedømmelse sker under en konstitutionsperiode, der typisk varer 9 -10 måneder. For nærmere oplysninger om konstitution i landsretterne henvises til www.domstol.dk under "Job" i topmenuen.


Som person er du god til at samarbejde og skabe kontakt til alle medarbejdergrupper. Du forstår at formidle juridisk stof til rettens brugere og samarbejdspartnere, og du trives i en mentorrolle, hvor du tager dine mentees under kyndig vejledning.


Derudover har du:


  • lyst til at være med til at skabe resultater til gavn for retssikkerheden i Grønland
  • lyst til at undervise, da fortsat kompetenceudvikling for alle medarbejdere er et strategisk mål for Retten i Grønland  
  • lyst til at bidrage aktivt til trivslen og arbejdsglæden ved retten
  • respekt og forståelse for, at alt arbejde udføres i en dobbeltsproget hverdag.

Endelig er det afgørende, at du har forståelse og respekt for de særlige grønlandske forhold, og at du har lyst til at lære landet og kulturen nærmere at kende.


Du behøver bestemt ikke at være naturmenneske, men …


der er masser af muligheder for at vandre, fiske, stå på ski og i det hele taget deltage i et rigt foreningsliv. Du kan også gå til perlesyning, skydning, ballet, musik, karate, basketball eller i fitnesscenter, biograf eller besøge kulturhuset. Mulighederne er mange – rigtig mange.


Du kan læse mere om forhold og fritidstilbud i Nuuk på www.sermersooq.gl/da, ligesom du kan søge flere oplysninger om forholdene i Grønland via hjemmesiden www.sullissivik.gl.


Løn- og ansættelsesvilkår


Ansættelse i stillingen sker som tjenestemand i lønramme 38, jf. lov om statens tjenestemænd i Grønland. Der er til stillingen knyttet forskellige tillæg. Den samlede månedlige løn er 69.148,64 kr. i aktuelt niveau (1. april 2019-niveau). Ud over lønnen ydes der 18 % i pension af det særlige tillæg.


Der stilles en personalebolig til rådighed, som også kan rumme en eventuel familie.


Dommerstillingen er omfattet af en række aftaler for statens tjenestemænd i Grønland, bl.a. vedrørende frirejser, herunder til- og fratrædelsesfrirejse og feriefrirejser, samt flyttegodtgørelse. Hvis du ikke allerede er udnævnt som tjenestemand i Grønland, vil Domstolsstyrelsen yderligere være indstillet på i en periode på op til 6 år at give dig og en eventuel familie mulighed for en årlig feriefrirejse, jf. § 3 i aftale af 22. august 1992 om særlige ansættelsesvilkår.


De forskellige aftaler kan ses her.


Tiltrædelse snarest muligt eller efter nærmere aftale.


Ansøgning og procedure for besættelse af stillingen


Stillingen søges elektronisk på www.domstol.dk under punktet ”Job” i topmenuen.


Du skal vedhæfte curriculum vitae, indscannet eksamensbevis, landsretsudtalelse og eventuelt andre udtalelser. Desuden bedes du vedhæfte et vellignende digitalt foto.


Ansøgninger skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest fredag den 14. august 2020, kl. 12.00 (dansk tid).


Dommerudnævnelsesrådet for Grønland forventes at træffe beslutning om, hvem der indstilles til stillingen den 17. september 2020. Rådets indstilling offentliggøres på hjemmesiden den 18. september 2020, kl. 14. De ansøgere, der eventuelt har været til samtale i rådet, orienteres telefonisk samme dag mellem kl. 13.00 og kl. 13.30.


Dommerudnævnelsesrådet for Grønland afgiver indstilling til justitsministeren om besættelse af dommerstillinger. Yderligere oplysninger om rådet findes på www.domstol.dk/dommerudnaevnelsesraadet. Du kan desuden læse mere om behandlingen af dine personoplysninger her.


Yderligere oplysninger om de formelle krav for udnævnelse i dommerstillinger, proceduren ved stillingsbesættelse m.v. kan ses på www.domstol.dk under "Job" i topmenuen.


Eventuelle spørgsmål kan rettes til sekretæren for Dommerudnævnelsesrådet Barbette Hjelmborg (+45 99 68 42 49), eller Camilla Metz Larsen, Domstolsstyrelsen (+45 99 68 42 79).


Spørgsmål om de lokale forhold i Grønland kan rettes til administrerende dommer Stig Nørskov-Jensen, Retten i Grønland, (+299 52 37 70). Husk, at der mellem Danmark og Grønland er 4 timers tidsforskel.


Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold m.v.


Opmærksomheden henledes på, at en ansøger i medfør af den grønlandske tjenestemandslovs § 5, stk. 4, inden ansøgningsfristens udløb skriftligt kan anmode om, at oplysninger fra den ansøgerliste, der kan udleveres til ansøgerne efter lovens § 5, stk. 3, ikke gengives offentligt. I givet fald påføres ansøgerlisten et tavshedspålæg ved udlevering.

Om firmaet

I Danmarks Domstole er ca. 2.500 medarbejdere ansat ved retterne, Procesbevillingsnævnet og Domstolsstyrelsen. Her på siderne kan du se ledige jobs og blive klogere på vores arbejdsområder og arbejdet ved Danmarks Domstole. 

Find andre annoncer? Fandt du ikke det rigtige job? Søg igen.